2014 - Vefur frá Eikarbrekku

Efter et par år uden føl, havde vi i 2014 den store fornøjelse at få smukke, dejlige og dygtige Vefur herover. 

Så i 2015 fik vi 7 lækre føl efter ham. Smukke, velrejste føl med gode bevægelser.

Desværre mistede vi det ene føl, da hun kom til skade med et bagben en nat. På trods af behandling i 3 uger, måtte hun til sidst aflives.

Se vore 6 Vefur-afkom under "Årets føl 2015"

2011 - Húmfaxi frá Skeiðháhólti

Tjah, endnu engang må vi sande, at man har et standpunkt, til man tager et nyt!

Da vi mistede Páfi, var vi enige om, at nu skulle vi ikke avle sådan lige med det samme igen i hvert fald.

Og da Pernille glædestrålende kom hjem med et gavekort på en bedækning ved Húmfaxi, var svaret også i første omgang: Nej!

Også selv om Húmfaxi er kåret med ikke mindre end 2 x 9 for hhv. tølt og vilje/sind, 8 for pas, 8 for langsom tølt og 8,5 for alt det andet i sin ridebedømmelse = Total RID på 8,65

Men Pernille fik - som sædvanligt - overtalt sin far (og mor) til at få lov at låne en hoppe, fordi hun så gerne ville udnytte den mulighed, Stine og Anja gav hende for at få et Númi-barnebarn.

Hun har derfor lånt Kráka, som blev afleveret hos Húmfaxi den 24. maj, da hendes føl var knapt en måned gammelt. 2 dage efter var Kráka bedækket første gang.

Besøg Anjas - og Húmfaxis - hjemmeside HER.

2009 og 2010 - Páfi frá Kirkjubæ

Vi skulle ellers ikke have haft hingst igen, efter vi så tragisk mistede Kyndill, men da vi så annoncen med Páfi, som også var efter Angi (som Per altid har været vild med), blev vi enige om at give ham et godt otium herovre.

Páfi frá Kirkjubæ var en ældre herre, som var kendt og elsket især i det nordjyske, hvor han har virket i avlen siden 2001.
 

I 2007 bedækkede han 12 hopper, hvoraf de 11 har fået føl i 2008, så vi var ikke i tvivl om, at han stadig kunne lave føl. Han flyttede ind hos os i marts 2009.

Páfi var en dejlig hingst med et rigtigt godt sind. Utrolig kælen og snakkesalig, når vi kom ud til ham. Og det endte med, at han blev "fars hest".

Vi er glade for de dejlige afkom, vi nåede at få efter ham.

Se billeder af ham HER.

Páfi nåede i alt at blive fa r til 477 afkom, hvoraf i alt 53 er kårede - heraf de 12 med 8 og derover. Hans afkom - og deres afkom -  gør, at hans blup - som en af de få gamle hingste -  stadig ligger oppe i den gode ende.

Bl.a. er han far til den ukårede hoppe, Fluga frá Bræ ð ratungu, som er mor til 5 flot kårede hopper. Bl.a. Von fra Gultentorp , som er den højst kårede danskfødte hoppe nogensinde med 8,45 total - hun har hele 8,9 for bygning med 9,5 for hals og proportioner. Fluga er også mor til ”VM-hoppen”,Odda fra Gultentorp, som er den højstkårede danskfødte 7 år og ældre hoppe på verdensranglisten nogensinde - Odda er kåret med 8,43 total - hun har udover 8,5 for tölt og skridt fået 9 for både trav, galop, vilje/sind og form under rytter. Odda bliver vist på stævnebanerne af Julie Christiansen med gode resultater, bl.a. fik de sidste år bronze til DM i Tölt.

2009 - Örn fra Stutteri Solfaxi

Vil du avle broget, så er Örn en oplagt mulighed .

Örn giver mange brogede afkom på ensfarvede hopper.

Læs om Örn og se billeder af en del af hans afkom på Stald Balle

Han er bl.a. far til Depla fra Munkhøj , som 2 år i træk (som hhv. 2 og 3 års) har fået 23 points og ærespræmie på det bornholmske dyrskue.

Örn er kåret første gang som 5 års i Tyskland (han var dengang schweizisk ejet). Denne kåring kan dog ikke ses på WF.

Örn ankom i maj måned og var her hele sæsonen. Han bedækkede i alt 4 hopper dette år. 3 af dem er fundet i fol ved scanning.

2008 - Kyndill frá Ólafsvöllum


Egen hingst for første gang


Vi var så glade, da vi købte vores egen dejlige hingst. Desværre varede lykken kun kort. Vi fik kun 5 mdr. sammen med ham, men trods den korte tid, kom vi - og især Pernille - til at holde rigtigt meget af ham.

Kyndill var primært købt som "lærehest" for Pernille, så hun kunne mærke, hvordan det føles, når en hest går en rigtig god tølt.

Kyndill nåede at bedække 9 hopper i løbet af vor eneste sommer med ham.

Det efterfølgende år blev der født 8 føl efter Kyndill, hvoraf det ene desværre kun blev et døgn gammel, da hoppen ikke havde mælk nok til føllet.

3 af føllene er vore egne.

Den sidste hoppe, der var bedækket af Kyndill, som aldrig blev scannet, fik desværre ikke noget føl.

R.I.P - dejlige Kyndill. Du vil aldrig blive glemt på Munkhøj.

2007 - Kjarni frá Kálfsstöðum

Kjarni kommer igen til Bornholm


 

Den 1. juli 2007 ankom Kjarni frá Kálfsstöðum til Munkhøj, hvor han modtog hopper - på grund af en alvorlig foldskade dog kun til håndbedækning.

Det blev derfor ikke til ret mange hopper, og desværre blev kun en enkelt af dem drægtig.

2006 - Kjarni frá Kálfsstöðum

Tidligere nordisk mester til Bornholm



Vi havde ellers besluttet at holde et "følfrit år", men vi fik et tilbud, vi ikke kunne sige nej til!

Så i juli 2006 ankom Kjarni frá Kálfsstöðum til Munkhøj.

Kjarni er kåret med 8,44 for bygning - 8,18 for ridning (han er 4-gænger) = total 8,28

Kjarni imponerede ved NM på Hedeland i 1998, hvor det blev til guld i T.1 og sølv i 4.1.

Han havde i Sverige gennem 7 år (1995-2001 inkl.) vundet en stribe af svenske mesterskaber i tølt og firgang. Derudover havde han haft en fast plads på landsholdet til såvel NM og VM. I VM er hans bedste placering 11 i T.1.

Vi havde i forvejen en 2 års hingst, Skáti, efter Kjarni. Han var en lækker stor unghest, og vi havde bestemt ikke noget imod at få et par stykker mere af den type.

Du kan også læse mere om Kjarni på hans ejers hjemmeside: Kjarni frá Kálfsstöðum og på Stutteri Bakkeholm 's hjemmeside.

2005 - Þytur frá Hóli

Da vi havde Glóblesi herovre i 2001, havde vi snakket om, at vi gerne ville bruge Þytur engang. Det blev så i 2005, at han fik lov til at komme til Bornholm.

Vi hentede ham selv på Stutteri Lærkegården og havde ham gående en hel sommer. Han var utrolig nem at have med at gøre og alle besøgende var vilde med ham. Han var kælen som en hund!

Han bedækkede i alt 7 hopper. De 6 blev scannet i fol - ejerne af den syvende ønskede ikke at få hoppen scannet, men alt tydede også på, at hun var i fol.
Da der var gået 3 mdr. var der stadig føl i 5 af de i forvejen scannede hopper. Den sidste - som var kendt for at være svær at ifole - havde desværre aborteret igen. Øv, øv, øv.

Da vinteren var omme, besøgte jeg den syvende af Þyturs hopper, og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke der til sommer kommer 6 røde føl efter ham her på øen.

Desværre mistede vi et hoppeføl under foling. Glóa folede ca. 1 måned før tid - uden forudgående folingstegn. Føllet var fuldbårent, velskabt og kæmpestort.

Mange tak til både Stutteri Nøddegården og Stutteri Lærkegården, fordi vi fik lov at låne denne pragtfulde hingst.


2004 - Örn fra Stutteri Solfaxi

Vi fik dette år lov til at låne Stald Balles Örn. Vi havde 3 hopper til ham, hvoraf alle blev scannet i fol. Desværre var den ene, som vi i mellemtiden havde solgt, tom, da dyrlægen var for at tjekke efter 90 dage. Øv, øv, øv.

Men vi fik selv 2 skønne "Ørnebørn". 
 
Örn var en hingst, man lige skulle lære rigtigt at kende - eller omvendt. Han var meget forsigtig og var længe om at bestige en hoppe, for han skulle være 110 % sikker på, at hun ikke sparkede. Der blev nusset og småbidt længe - gerne 4 gange rundt om hoppen, før han sprang på hende.

Tak til Helle fra Stald Balle, fordi vi måtte låne Örn.

2003 - Kjarni frá Kálfsstöðum

2002 - Höskir fra Nørmark

Vi havde selv en dejlig Höskir-datter: Dísa fra Joras, og vi havde oplevet Höskir til Sydjyske Mesterskaber samt hilst på ham på Stutteri Gl. Ladegård, så vi var glade for at få lov til at få ham udstationeret herovre.

Han bedækkede i alt 5 hopper, hvoraf alle kom i fol. De 4 blev brogede - vi selv fik et ensfarvet rødt hingsteføl. :-)

Tak til Anne Marie og Søren, fordi vi måtte låne Höskir til Bornholm.

2001 - Glóblesi fra Nøddegården

I 2001 ringede Anne Soelberg og tilbød os at udstationere deres 4 års unghingst her på stutteriet. Det kunne vi bestemt ikke sige nej til.

Vi hentede ham fra bygningsbedømmelsen i Herning og havde ham gående hele sommeren. Han var en meget reserveret hingst, da vi hentede ham, men i løbet af ingen tid vandt vi hans fortrolighed og vi var meget glade for ham.

Han måtte bedække 4 hopper, men vi fik kun 3 føl ud af det.

Den 4. hoppe, som skulle ifoles, ville intet have med ham at gøre. Det var en ældre, erfaren følhoppe på 22 år, som tilsyneladende mente, han var alt for voldsom.

Hun var tom ved scanning efter den første bedækning og viste ikke brunst mere det år!

Tak til Anne og Christian fra Stutteri Nøddegården for denne gode, lærerige oplevelse!


Vi kunne virkeligt godt lide Glóblesi og tror faktisk, det var gensidigt!

Glóblesi var meget reserveret og nærmest utryg ved fremmede, men efter 14 dage her, kunne vi gå ud på folden og give ham grime på.
Han var meget tryg ved os.

Han blev senere solgt som ridevallak i Vendsyssel, hvor vi har besøgt ham. Det så ud som om, han godt kunne kende Per. I hvert fald fik vi fortalt, at han stadig var reserveret overfor fremmede, men Per gik lige hen til ham på folden - uden problemer.

Senere har han skiftet ejer et par gange, men nu har vi indtryk af, han har fundet et godt hjem på Sjælland, hvor vi har mødt Hanne og ham til stævne.

2000 - Merkúr frá Miðsitju

Vi havde den store glæde at få lov til at debutere som hingsteholdere med den dejlige Merkúr.

Vi fremviste Merkúr på dyrskuet herovre i 2000, og han blev "kåret" som den næstbedste hingst blandt alle racer. Men han var og er altså også en dejlig, dejlig hest.

Hans sind må siges at være i top, når en 10 års pige kunne gå ud og sætte sig op - uden hovedtøj og sadel - og ride en tur på folden blandt hopperne!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.11 | 22:53
Hestepension har modtaget 10
28.07 | 20:04
Tritla har modtaget 1
25.06 | 15:01
Camping og høhotel har modtaget 2
05.01 | 04:54
Andres heste har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE