Uppfylling tålte ikke ret godt wrap, så hun måtte på hø i stedet og skiftet var åbenbart for brat. I hvert fald fik hun forstoppelse, som den tilkaldte dyrlæge desværre fejlbehandlede. Til trods for, at vi fortalte, at der var god grund til en forstoppelse, så blev hun behandlet for en lungebetændelse!!! Dyrlægen syntes ikke, han ville begynde at hælde olie ned på "så gammel en hest" (hun var altså kun 18 år)!!!

Selv om vi havde kontakt til dyrlægen flere gange i løbet af dagen, endte det med, at Uppfylling døde af tarmslyng den 1. december 2000.

Det betød selvfølgelig også et dyrlægeskift for os.

Cenobia var Pernilles øjesten på Travbanen, og Per tog sin travlicens med hende. 

Hun startede kun få løb, efter vi havde købt hende, men til gengæld har Per haft rigtigt mange gode ture med hende i skoven.

Pernille drømte om at få hende godkendt som Montéhest, men Cenobias ben har aldrig været helt gode, og da hun i 2006 ikke engang kunne klare at løbe og lege med sin søn på folden mere, uden at hendes ben om aftenen var hævet voldsomt op, så var det tid at sige farvel til en ener. 

Vi havde snakket med dyrlægen om, hvornår det var "NU". Og da først Billy ikke mere viste livsglæde og løb med sine kammerater ned i den anden ende af græsfolden, så var det ved at være tid at sige farvel.

Billy vil altid have en stor plads i hjertet hos dem, der virkelig kendte den gæve lille pony. Hvis han gad arbejde for en skulle han nok sørge for, at man fik en god tur.


Pernille hentede ham på folden, da dyrlægen kom. Hun var hos ham til det sidste, og Billy virkede tryg ved situationen.

Det var utroligt hårdt for Pernille, men det var det bedste for Billy, som var over 30 år.

Vi har mistet vores dejlige hingst.

Kyndill var primært købt som "lærehest" for Pernille, så hun kunne mærke, hvordan det føles, når en hest går en rigtig god tølt. De var tilmeldt Blossi- og Boblestævnet 2008, og Pernille havde glædet sig til at komme ud og prøve andre klasser end dem, hun hidtil har redet. Men det skulle gå anderledes. Søndag, den 7. september 2008 blev Kyndill akut syg. Han fik en forstoppelse i tyndtarmen med efterfølgende drejning (tarmslyng). Dyrlægen gjorde, hvad han kunne, men Kyndill stod ikke til at redde.

Kyndill nåede at bedække 9 hopper i denne vor eneste sommer med ham.

I 2009 fik vi tre herlige føl efter Kyndill, der alle ser meget lovende ud.

Páfi er gået til de evigt grønne græsmarker efter 2 døgns sygdom, hvor hverken vi eller dyrlægen aner, hvad han egentligt fejlede. Og desværre er det ikke muligt at få obduceret større dyr her på øen, så vi finder aldrig ud af, hvad der var grunden til, at han pludseligt blev dårlig.

Dyrlægen mente, det var aldersbetinget - som han sagde, nogle bliver ældre end andre, og ingen tvivl om, at Páfi har været på hårdt arbejde gennem årene. Han nåede at blive far til i alt 467 registrerede afkom. Af disse er 51 kårede, heraf 12 i 1. klasse.

Da han døde var der 6 hopper, som var konstaterede i fol og nu venter føl efter ham i løbet af sommeren 2011.

Det startede med, at han den 22. november 2010 - om eftermiddagen – ganske pludseligt viste en lidt underlig opførsel på folden, da han og hans hopper blev lukket tilbage på vinterfolden, efter at have været flyttet ned på en anden fold om formiddagen. Han rulledes sig først, hvor det var allermest vådt og mudret og blev liggende lidt. Inden Per nåede ned til ham, havde han rejst sig, gik hen på et mere tørt sted, hvor han rullede igen, men straks rejste sig og rystede hele pelsen grundigt. Havde det ikke været for hans første rulletur, havde vi måske ikke opdaget, at han ikke havde det helt godt.

Dyrlægen blev tilkaldt og kom meget hurtigt tilstede. Temperaturen var normal, pulsen var lidt lav, men ikke noget alarmerende,  og der var også ”tarmlyde”, men ved nærmere undersøgelse, fandt dyrlægen en ”blød” forstoppelse af blindtarmen. Han behandlede med smertestillende og 3 liter olie, og vi fik besked på, at vi gerne måtte give ham lidt Irish Mash senere.

Páfi spiste med velbehag sin portion Irish Mash og virkede egentlig meget frisk. Hver gang boksdøren gik op, kom han glad imod os, med ørerne fremme. Dog ville han ikke spise Mash, da vi tilbød ham noget ved midnatstid igen.

I løbet af natten blev der lagt en enkelt normal portion gødning, så vi var egentlig lidt optimistiske.

Dyrlægen kom igen næste morgen. Der var ikke nogen ændring, hverken mht. temperatur, puls eller tilstand. Páfi blev dækket ind med smertestillende, og vi aftalte, at dyrlægen ville komme igen, inden fyraften, hvis vi ikke fik brug for ham før.

Bortset fra, at Páfi hverken spiste eller drak noget, så virkede han ikke rigtig dårlig. Han kom stadig straks imod os med ørerne fremme, når vi åbnede boksdøren og han lagde sig på intet tidspunkt og forsøgte at rulle i boksen. Han stod bare og hang, som om han var træt.

Dyrlægen kom som planlagt. Han forklarede, at en forstoppelse af blindtarmen godt kunne tage sin tid, men der skulle gerne snart ske noget. Der var nu tegn på, at tarmene var gået i stå nu og vejrtrækningen var lidt besværet. Dog mente dyrlægen stadig, at vi skulle give ham lidt mere tid, for han virkede egentlig ikke syg, når man så bort fra den manglende tarmaktivitet. Så endnu engang fik Páfi smertestillende, og hans tilstand var stabil natten igennem.

Næste morgen kom dyrlægen igen. Han åbnede til boksen og syntes, at Páfi så meget friskere ud end aftenen i forvejen, men samtidigt var det bekymrende, at han hverken havde spist eller drukket noget i 1½ døgn nu, ligesom der ikke var afsat gødning i over et døgn. Der var ingen ændring mht. temperatur og puls, og hans vejrtrækning var blevet bedre end i aftes. Dyrlægen havde drøftet Páfi med kollegerne, men de kunne simpelthen ikke forestille sig, hvad han kunne fejle og begyndte at hælde mere og mere til, at det måske var hans alder, der også spillede ind.

Páfi fik igen 3 liter olie og 10 liter lunkent vand, så vi var sikre på, at han havde fået noget væske i sig, og så fik han selvfølgelig smertestillende. Vi aftalte, at dyrlægen igen skulle komme, inden han holdt fyraften.

Om formiddagen tog vi de 2 følhopper og føl ind, som havde været Páfis flok. Da hopper og føl kom ind i stalden, reagerede han knapt nok på det. Han snakkede en lille smule gennem tremmerne med det ene føl, men det var tydeligt, at han ikke var på mærkerne, som han plejede, når han havde været adskilt fra hopperne.

Da hopperne igen kom på fold, vrinskede han godt nok efter dem. Jeg lagde dækken på ham og gik tur med ham på en af nabofoldene. Han fulgte fint med – tempoet var størst, når det gik i retning mod hopperne. Når jeg slap ham på folden, gik han lige frem og tilbage 2 gange og stillede sig ellers bare op og kiggede efter hopperne.

Da han kom på boks igen, løftede han halen og jeg blev lige så glad, fordi jeg troede, at nu skete der noget. Men det var desværre kun en ordentlig tissetår, han leverede.

Da dyrlægen kom igen, var det igen en opmærksom Páfi, der straks kom til boksdøren. Stadig normal temperatur, normal vejrtrækning, lidt lav puls, men kredsløbet blev synligt dårligere og der var stadig ikke nogen aktivitet i tarmene. I løbet af dagen var hans muskler også faldet mere og mere sammen, det var tydeligt, at han tærede voldsomt på alle depoter.

Dyrlægen var meget i vildrede. Han havde ikke før set noget lignende, han mente, at problemerne med tarmene måtte være noget sekundært. På grund af alt det smertestillende viste han ikke symptomer, som kunne forklare, hvad der var galt, så det eneste, dyrlægen kunne komme på nu var, at vi måske kunne prøve at tage blodprøver og få dem analyseret, så vi kunne få at vide, om det evt. var nyrer eller lever, der var den primære årsag. Men Páfi ville sandsynligvis under ingen omstændigheder kunne reddes alligevel.

I samråd med dyrlægen besluttede vi derfor, at Páfi skulle herfra, mens han selv kunne stå og gå. Det var hårdt, men ikke desto mindre er vi sikre på, at det var det rigtige at gøre.

R.I.P. gamle dreng